TEATER // ANMELDELSE – Minder er en drilsk størrelse. Det vi husker, er det, der skete, men måske husker en anden det anderledes. Og hvad skete der så? Harold Pinters klassiske kammerspil Old Times, hvor tre menneskers erindringer konkurrerer om overtaget, er en fornøjelse i opsætningen på originalsproget på Krudttønden/Matrikel 1.

”Var hun din bedste veninde”, spørger manden. ”Hun var min eneste veninde”, svarer konen. Efter 20 år dukker Anna atter op i Kates liv, og Deeley er selvfølgelig nysgerrig på, hvem hun er.

Erotisk trekant fra Old Times

Der er undertoner af en erotisk trekant i mødet mellem de tre i House of International Theatre’s opsætning. Det er mange kys mellem mand og kone, men også sensuelle berøringer mellem de to gamle veninder … og pludselig også mellem Deeley og Anna. Og ordene i sig selv.

Der er tydeligvis noget, der ikke er, hvad det ser ud til, men de tre personers erindringer fletter ind og ud af hinanden og præsenteres ikke i kronologisk orden. De fortæller deres erindringer nu, men genspiller nogle gange det erindrede. Dengang og nu, sandt og falsk blandes til en uigennemskuelig gåde.

Det kunne være en krimigåde. På Agatha Christie-måden, hvor de mistænkte samles i dagligstuen, mens detektiven reder trådene ud og afslører selvmodsigelser. Altså bortset fra, at det bare er en gammel veninde fra studieårene i London, der er på besøg i Anna og Deeleys hus var kysten. Og minderne.

For at øge mystikken opføres Pinters toakter med alternerende skuespillere i rollerne som Deeley (Andreas Lyon/Tom Hale) og Kate (Jana Pulkrabek/Camilla Søeberg), mens Dina Rosenmeier er den mystiske Anna.

Sproglig elegance – på engelsk

Kunne Old Times lige så godt have været opført på dansk? Kun til dels – ordene er meget vigtige. Deeley fremhæver flere gange Annas brug af specifikke ord: ”Det er ikke et ord, man hører så tit”. Måske fordi han erindrer at have hørt dem før. Dengang. Det er sproglig elegance.

Der er så mange forskellige ting, der udløser vores minder om fortidens begivenheder – en stemme, et ord, en duft, gensynet med et sted. Men det er altså kun erindringer. Eller som Anna udtrykker det: ”There are things I remember which may never have happened, but as I recall them, so they take place”.

Det gør ikke den Københavnske teaterscene mindre interessant, at vi har fire forskellige engelsksprogede teatergrupper. Det er international klasse, og det er en fornøjelse at udfordre sprogkundskaberne uden undertekster.

Med fuld sproglig opmærksomhed er Old Times fulde fire stjerner værd.

Anmeldelsen har tidligere været bragt på POV International Instagram i kort form.

Old Times spiller på Krudttønden til 2. februar, derefter på Matrikel 1 til 15. februar.

Med: Andreas Lyon/Tom Hale, Camilla Søeberg/Jana Pulkrabek, Dina Rosenmeier

Instruktion: Jeremy M. Thomas

Foto: Filip Orestes