Animal Farm leder os til slagtebænken – med et smil på læben

TEATER // ANMELDELSE – George Orwells Animal Farm er en fabel om den russiske revolutions kollaps fra ”proletariatets diktatur” til diktatur. Punktum. I Vivienne McKees gendigtning er der skruet op for humoren med sans for danskernes engelskkundskaber, men også med dagsaktuelle stikpiller, der ikke er til at misforstå.

I London Toast Theatres version af Animal Farm varer det ikke længe, inden Kammerat Napoleon (også ofte anvendt dansk titel på romanen) helst vil tituleres præsident Napoleon. Og han har i øvrigt planer om både at nedrive the East Wing og indrette en balsal og ombygge porten til gården til en triumfbue.

Da det hele (naturligvis) foregår på engelsk på Teatret ved Sorte Hest, bliver hentydningen om muligt endnu sværere at misforstå.

George Orwells fabel om dyrene på Animal Farm sigtede meget direkte til den russiske revolution og idealernes forfald under Stalin, men London Toast Theatres version lægger temmelig umisforståelige antydninger ind om oligarkiets og diktaturets natur, som kan passe andre steder. Alle steder.

Vi er alle dyr på Animal Farm

At figuren Snowball – en af lederne af dyrenes revolution og en tydelig henvisning til Trotski – i denne version bliver gjort til en bornholmergris med karakteristisk danglish udtale, forbinder forestillingen til Vivienne McKees velkendte Crazy Christmas Cabaret-humor. Uden at det dog bliver helt så gakket.

Den dansk-engelske sprogforvirring kommer også ind i billedet, når Præsident Napoleons spindoktor med triumf i stemmen fortæller, at dyrenes revolution på Animal Farm har fået en tvilling i Danmark. Jeg vil overlade det til læseren selv at oversætte og undersætte frem og tilbage for at fange pointen.

Hvor galt det end går for dyrene på Animal Farm, så forbliver vi i alle tilfælde i den bitre ironis verden. Og satirens. Men frem for alt smilets verden. Hele historien spilles af blot tre skuespillere, der skifter roller, som de skifter hat. Bogstavelig talt – hattene er udstyret med ører, så de kan spille mange forskellige roller. Mange forskellige dyr.

Nå ja, og med et andet træk fra Crazy Christmas Cabaret bliver vi i publikum også bedt om at spille med. Når der er søndagssamling på Animal Farm, skal vi give vores besyv med som grise, køer, får, høns og duer. Og skuespillerne fanger gerne et specielt begejstret udbrud og spiller videre på det.

Sprogskole på scenen

Fornøjelsen ved som anmelder at opleve Animal Farm ved en hverdagsforestilling frem for premieren er at observere et ”normalt” publikum. Tre dage efter premieren var der fuldt hus, og med en overraskende stor gruppe expats – herboende udlændinge – der nyder teater på vores moderne lingua franca, engelsk. (Endog et par svenskere).

Ellers vil det være oplagt at se denne engelsksprogede og opdaterede version som en skoleforestilling.

Mange generationer danske elever er blevet præsenteret for George Orwells dystopiske roman om, at revolutionen æder sine egne børn. Ofte netop i engelskundervisningen, fordi Animal Farm er en ret kort roman, der kan overkommes af alle. Den er stadig tit på pensum.

Vivienne McKee, der har versioneret Orwells klassiker, har årtiers erfaring med danskernes engelskkundskaber. Her kan de fleste godt følge med. Og der er ikke noget mere motiverende for sprogindlæringen end at opdage, at vi godt kan forstå en joke.

Make Animal farm Great Again

Opdateringen på Teatret ved Sorte Hest udmærker sig ved ikke blot at omsætte romanen til scenen med dens indlysende allegori over den russiske revolution, men også pege direkte på os i publikum med budskabet om, at det sker lige nu. Lige blandt os i dagens Danmark. Hos vores tætte allierede, ja, men for pokker da også lige for vores øjne herhjemme.

Den store trækhest, Boxer, er et godt eksempel. Hans erkendelse af, at tingene ikke går som lovet – at rationerne bliver mindre/at benzinpriserne stiger – er svær at kapere, når han dårligt kan sin ABC. Så er det nemmere at fastholde dogmet om, at kammerat/præsident Napoleon altid har ret.

At han er et billede på de loyale MAGA-vælgere (Make Animal farm Great Again) er indlysende. Men vi kan med samme ret pege på andre grupper, som kæmper med at forstå kompleksiteten i samfundet. Og som vælger denne nemme løsning.

Skriften på stalddøren

Som det også udtrykkes i Surkov, der i øvrigt spiller på Teatret ved Sorte Hest til november, så er Putins kunst ikke, at han har leveret tre måltider om dagen og et tag over hovedet, men at han har fået folk til at tro på løftet om tre måltider om dagen og et tag over hovedet. Det er drømmen, der får os til at stræbe.

Og så kan vi jo klappe i vores små hænder over, at teatret gør den lektie så let at forstå. Ikke ved at prædike (selv om Animal Farm leger med agit prop-formatet), men ved at få os til at grine og få os til at føle med et par heste og et æsel … Eller med tre skuespillere, der med et par hatte får os til at se dem sådan.

At Teatret ved Sorte Hest er et af Københavns hyggeligste, gør ikke fornøjelsen mindre. På den intime scene klarer skuespillerne sig scenografisk med et par kasser og en stalddør (hvor de kan skifte hat i skjul). Samme stalddør, hvor revolutionens syv enkle regler står skrevet. Men efterhånden bliver ændret.

Hvis du kan huske din Animal Farm, ved du også, hvilket isnende budskab døren ender med at bære. Hvis ikke, er det en fremragende anledning til at opleve historien på scenen.

_____________________________________________________

Topfoto Sara Lica: Dyrene på Animal Farm opildnes til revolution – “fire ben – godt, to ben – dårligt”

Animal Farm spiller på Teatret ved Sorte Hest til 17. oktober

Med: Vivienne McKee, Kevin Kiernan Molloy, Andrew Jeffers

Manuskript: Vivienne McKee – efter George Orwell

Instruktion: Vivienne McKee