CPH STAGE // ANMELDELSE – En anmeldelse kan ikke sige det bedre end den improviserede prolog til A Midsummer Night’s Dream gør det: Hvis Shakespeare var så svær, ville skuespillere så kunne spille det? Shakespeares engelsk er i øvrigt meget lettere at forstå, når det bliver spillet, end når det bliver læst. Og – smigrer han sit publikum – I danskere er jo så gode til engelsk.
Plottet er fjollet. Og en smule meta.
Kærlighedsintrigen ved Hertugen af Athens hof afspejles i skænderierne mellem alfernes konge og dronning, Oberon og Titania. De to tråde blandes, da Hermia flygter ud i skoven med den Lysander, hun ikke må gifte sig med. Hermias trolovede Demetrius forfølger dem. Han igen forfølges af Helena, Hermias veninde, som elske ham blindt.
Oberon træder til med en fortryllelse, der gør offeret forelsket i den første, han eller hun ser. Faunen Puk kommer så til at give den til den forkerte (ha ha) til stor forvirring, og Titania bliver forgabt i et menneske fortryllet til æsel (lummert ha ha).
Da Oberon har fået det, som han vil have det, byder han de involverede vågne af fortryllelsen og kun huske det skete som en drøm. Præcis som Puk beder publikum til sidst: Det er kun en spøg, en drøm.
En parodi på Romeo og Julie
Der optræder også en gruppe amatører, der skal sætte Ovids fabel om Pyramus og Thisbe op. Hvad de gør med groft overspil og vulgære antydninger. Men man skal huske, at Shakespeare selv plankede samme fabel og skrev Romeo og Julie.
Der spilles med lyst og liderlighed, og der grines, selv om vi ikke forstår hvert et ord. A Midsummer Night’s Dream fortryller til fem stjerner. Godt brølt, løve, som det hedder – netop i denne komedie.
I øvrigt: Shakes spiller Stor ståhej for ingenting i Ørstedsparken, Grønnegårds Teatret trakterer med Helligtrekongersaften, Hamletscenen på Kronborg Slot opfører Richard III og til efteråret opføres En skærsommernatsdrøm på Betty Nansen Teatret. Altså masser af Shakespeare i alle mulige aftapninger.
A Midsummer Night’s Dream spiller (gratis) på Ofelie Plads til 31. maj, derefter i Botanisk Have til 11. juni.
Med: Alex Jespersen, Andreas Lyon, Benjamin Stender, Jefferson Bond m.fl.