Det handler om timing. På mange måder er Stan & Ollie/Gøg og Gokke et klovnenummer, men deres double act forfiner udtrykket til sublim humor. Det er aldrig handlingen, der er afgørende, men at se Gøg og Gokke gennemspille deres vante konflikter med hinanden og andre i en ny sammenhæng. At placere andre skuespillere i deres roller er noget nær helligbrøde.
Som et reklameslogan lød; lad Dem ikke nøje med efterligninger. Personligt har jeg aldrig set noget sjovt i duoen Abbott og Costello, som i 50’erne fjollede videre i Gøg & Gokkes fodspor. I den aktuelle film Gøg & Gokke/Stan & Ollie refereres der ligefrem til skuespillere, der gjorde det til deres levevej, at efterligne den ægte vare … men tydeligvis ikke var det.
Fiktion og virkelighed
Så hele konceptet om en film om Gøg & Gokke står og falder med, om de nye skuespillere, Steve Coogan og John C. Reilly, kan falde så meget ind i rollerne, at de trofaste fans (og vi er stadig nogle stykker) lader sig overbevise.
Det handler ikke bare om makeup og kostumer. Det handler netop om timing. Steve Coogan og John C. Reilly spiller ikke bare de ”civile” Stan Laurel og Oliver Hardy. De gennemspiller også et par klassiske sketcher, som skal sidde lige i skabet. Og mest imponerende: de gennemfører den bedårende lille pas de deux fra filmen Way Out West.
Netop dette klip er en af de få stumper af Gøg & Gokke, der florerer på Facebook, så enhver kan foretage en sammenligning. Det har taget time efter time af omhyggelig træning og koreografi, og Coogan og Reilly er fortryllende. Man skal bare vænne sig til, at de nu er i farver.
Som et lille easter egg til de inkarnerede fans er det oven i købet lykkedes at finde den originale film, der blev brugt til bagprojektion i dansen.
På turné med Gøg & Gokke, Stan & Ollie
Og alle andre? Hvis du ikke har noget nærmere forhold til Gøg & Gokke, hvad byder filmen så på? Tjah, der er også lavet en (i øvrigt fremragende) film om Charlie Chaplin. Her er der ikke bare tale om en biografi. Der er også et plot, der i sig selv er et smukt lille udsagn om venskabet – professioneltog personligt.
Da filmens Stan Laurel og Oliver Hardy i 1953 ankommer til England på en ny turné er de i mange henseender falmede stjerner. Helbredet er ikke, hvad det har været. Ollie er kun gået med på ideen, fordi Stan har forhandlinger i gang om en Robin Hood-film med en engelsk producer. Og publikum svigter.
Det betyder, at hovedpersonerne skal genopfinde sig selv og samtidig vække fortidens begejstring til live. Derved rystes der også et par skeletter ud af skabet, så venskabet testes.
Altså en lige så klassisk, næsten mytologisk historie som den om den gamle revolvermand, der bliver udfordret til en sidste duel.
Men er det sjovt?
Ligesom på film
Gøg & Gokke antager, at de to komikere har spillet deres rutiner så mange gange, at de nærmest automatisk falder ind i jargonen fra deres film, når de er sammen privat. Det vil sige, at filmen er spækket med vittige replikskifter og fysisk humor, som lægger sig meget tæt op ad Gøg & Gokkes film.
Eller rettere sagt: der citeres fra filmene. Når filmens Stan og Ollie bakser en tung rejsekuffert op ad trappen på en station er det en hyldest til parrets Oscarbelønnede The Music Box, hvor parret som flyttemænd skulle have et klaver op ad en usandsynligt lang trappe.
Det giver humoren en ekstra dimension for parrets trofaste fans.
Same procedure as last year? – Stan & Ollie for begyndere
Det er en balancegang, præcis som det årlige gensyn med 90 års fødselsdagen er det. Det er fjollet, men vi nyder gensynet med den superbe timing. Og da jeg har haft fornøjelsen af at se en amerikaner blive præsenteret for sketchen første gang, ved jeg, at det også er sjovt for den uindviede.
Det er en til dels indforstået leg, hvor vi ved, at ”her kommer Gøg med en smart bemærkning”, ”her bliver Gokke selvhøjtidelig”, og ”her skal de falde i bananskrællen”. Det etableres hurtigt. Det er også en leg med at vride den forventning, så nej, de glider ikke i bananskrællen. Men når de går tilbage for at hente hatten, så …
Det er humor kogt ned til sine helt basale ingredienser. Forventningen, overraskelsesmomentet, ydmygelsen af autoriteter, overdrivelsen. Og først og fremmest timingen.
Groucho Marx hyldede Gøg & Gokkes mesterlige greb om disse elementer med bemærkningen, ”they were a hard act to follow”. Nogenlunde, at ”de var svære at overtrumfe”.
Det prøver Gøg & Gokke så ikke. Men med en imponerende indsats fra Steve Coogan og John C. Reilly lykkes det at hylde deres særlige komiske talent og formidle humoren med mange grin. Nye fans kan begynde her.
PR foto: Nick Wall