Ligesom ”Wicked” handler om, at heksen fra ”Troldmanden fra Oz” slet ikke er ond, handler ”Prinsen af Egypten” om, at Farao slet ikke var ond, at Moses derfor slet ikke ville nedkalde de syv plager over Egypten, men at de i virkeligheden var venner og brødre. Det er musicalens ret at forholde sig – meget – frit til forlægget og blot benytte de ikoniske elementer i fortællingen til at brillere i illusionskunst, mens musikken manipulerer med publikums følelser. Ja, ”Prinsen af Egypten” er storslået musical underholdning.
Hvis man vil løfte Biblens fortællinger ud af sammenhængen som beretningen om Gud og Hans udvalgte folk, skal der en omskrivning til. Figurerne skal forvandles til mennesker. Deres handlinger skal motiveres. Og alt det skal passes ind i en moderne forståelsesramme.
I Prinsen af Egypten bliver Moses stadig placeret i sivkurven, sat ud på Nilen og atter fundet af Faraos hustru, der adopterer den lille dreng (derved giver navnet dobbelt mening; på hebræisk som ”den, der er trukket op af vande” og på egyptisk som ”søn af” – analogt med Ramses, søn af Ra).
Musicalen går sine egne veje
Herfra går musicalen sine egne veje. Moses og Ramses er brødre og bedste venner. Som storebror og arving hviler pligtens åg tungt på Ramses, mens Moses er den ubekymrede lillebror. Der er både kærlighed og jalousi, men samtidig forvandles Biblens enevældige og ”onde” farao til en moderne politiker, der skal balancere mellem forskellige samfundsinteresser.
Ville historier … ville Biblen have set anderledes ud hvis Ramses havde fulgt sit hjerte frem for pligten over for sin afdøde far? Diluckshan Jeyaratnam Lars Mølsted og Mads M. Nielsen
Vi kan faktisk godt lide Ramses.
Samtidig har fortællingens kvinder fået mere handlekraft – som min ledsager udtrykte det ”Hollywood-feminisme”; den ukuelige Tzipporah, der bliver Moses kone, begge historiens to egyptiske dronninger og Moses søster Miriam.
I alle tilfælde slår Moses en egyptisk vagtmand ihjel og må flygte. Hans møder sin Gud i en flammende busk og vender tilbage for at befri sit folk. Som bekendt med hjælp fra de ti plager. Men musicalens Moses har det ikke godt med denne magtdemonstration, der rammer hans gamle folk – endda hans gamle familie.
Kærligheden overvinder alt
Langt hen ad vejen er Prinsen af Egypten konsekvent i sin tolkning i humanistisk retning. Moses er en modvillig profet. Farao er selv en brik i et spil. Kærligheden overvinder alt. Ja, altså undtagen udfaldet, der som bekendt står skrevet.
Lad os sige, at Prinsen af Egypten bevæger sig fra begrebet ”frit efter bogen” til ”inspireret af bogen”. Dertil ”frit efter filmen”.
Det sætter Prinsen af Egypten i et specielt forhold til publikums forventninger. Dels er der nogle forventninger fra selv ikke særlig bibelstærke danskere til mirakler, Dødens Engel og Det Røde Hav. Dels er der en stor gruppe, der – som stjerner Diluckshan Jeyaratnam selv – i sin tid blev fascinerede af Dreamworks tegnefilmen, der ligger til grund for musicalen.
Ny musik og klassisk teatermagi i Prinsen af Egypten
På det musikalske område leverer Prinsen af Egypten. Der er flotte melodier, gode sangstemmer, imponerende kor. Førnævnte fans af filmen vil savne nogle sange (og de meget lydhøre vil måske generes af små ændringer i nyoversættelsen), men får til gengæld en håndfuld nye sange. De er – ligesom de originale – af Stephen Schwartz.
På Det kongelige Teaters Gamle Scene får musicalen samtidig et format, hvor det er tilladt at måbe. Digitale kulisser og klassisk teatermagi kombineres i et bragende flot illusionsnummer. Israelitterne slaver i den brændende sol, Faraos pragtskib sejler på Nilen, templerne rejser sig af sandet, Jethros folk danser i deres telte i ørkenen, paladset genlyder af pragtfulde ceremonier.
Let’s face it: Scenen vi alle venter på i en fortælling om Moses. Det er virkelig teatermagi
Og ja, Moses deler vandene.
Fredericia Teater er et dedikeret musical-teater og den skamløse glæde ved at underholde med kombinationen af musik, dans, sang og skuespil hæver generelt deres produktioner. De talte replikker indgår i en musikalsk kadence, ikke som afbrydelser af rytmen. Alle dele får lige meget plads, og alt går op i spektakel, der nærmest overvælder sanserne.
En opløftende oplevelse
Der er sandt at sige ikke megen humor i Biblens Exodus, men Prinsen af Egypten handler om mennesker, der også ler og danser og skændes og forsones og forelsker sig. Derfor forbliver den optimistisk, selv når dramaet når sit klimaks med død og ødelæggelse. Der er ikke så lidt nytestamentelig frelse i finalen.
For selvfølgelig skal vi forlade teateret opløftede, når vi har set en musical.
Masser af drama, men også en fest, hvor der danses lystigt under ørkennattens stjerner i Jethros telt
Hvordan denne musical vil blive modtaget i USA’s bibelbælte eller andre steder med en mere fundamentalistisk trosopfattelse, er så en helt anden sag. I ytringsfrie Danmark med vores afslappede forhold til religion er det ikke et problem.
Overordnet gør Prinsen af Egypten det, den skal; den lever op til forventningerne. Hvad wow-effekt angår, overgår den endda forventningerne, så for forrygende underholdning med et velspillende ensemble og velsyngende stjerner kan Moses & Co drage ud i Sinai-ørkenen med fem stjerner i oppakningen.
Prinsen af Egypten spiller på Det kongelige Teater til 14. juli.
Med: Diluckshan Jeyaratnam, Lars Mølsted, Nadia Abraham, Kristina Yde, Mads M. Nielsen, Anne Fuglsig “and a cast of thousands”
Instruktion: Bjørg Gamst
Manuskript: Philip LaZebnik
Komponist: Stephen Schwartz
Fotos: Søren Malmose