Nørrebro Teaters Jeg er sgu’ min egen hænger fast i 60’erne – selv om der kunne være grunde nok til at føre oprøret op til vor tid. Til gengæld gives bolden symbolsk videre ved, at Daimis gennembrudsrolle spilles af barnebarnet til hendes Hvem har du kysset i din gadedør-makker, nemlig Mathilde Passer. Den fakkel bæres stolt videre.
Scenografien er iøjnefaldende flot. Jeg føler mig hjemme i 60’ernes popkunst-farver og Verner Panton-agtige geometriske figurer. Måske også lidt inspireret af et syretrip.
Selvfølgelig er det symbolsk, at samfundet her er velordnet i kasser, der kan stables, så nogle logisk er højere rangeret end andre. Men samtidig løber trapperne op og ned og hid og did, så mennesket forsvinder i den bureaukratiske jungle og lydigt følger autoriteterne.
Nostalgi frem for modernisering
Det passer godt til Klaus Rifbjergs satiriske om end folkelige musicalunivers i Jeg er sgu’ min egen. Men gør det til en nostalgisk oplevelse. Der er sat mere beat på musikken i forhold til Bent Fabricius-Bjerres jazzede originalkompositioner, men overordnet er forestillingen ikke blevet moderniseret.
Jo, der er enkelte hip til moderne fænomener – anakronistiske i sammenhængen, men sjove for 2019-publikummet. Noget forsøg på at opdatere en ung piges oprør mod et autoritært, patriarkalsk system er der ikke tale om, selv om man nok kan drage en parallel til vor tid.
Underkaster vi os ikke en liberalistisk cost-benefit tilgang til tilværelsen: Skynd dig at tage en uddannelse, beslut dig til, hvad du vil være, ikke for mange svinkeærinder, bliv en produktiv samfundsborger, tjen penge, forbrug penge.
Jeg er sgu’ min egen – oprør i 60’erne
Det forbliver dog en tanke, som vi selv må lægge oven i handlingen … hvis vi vil. Her har vi bare den unge Annie, som af systemet bliver udstyret med en værge, der skal sørge for, at hun finder sin plads i samfundsmaskineriet. I første omgang som kontorslave … undskyld, kontorassistent.
Det bryder Annie sig imidlertid ikke om, og beder i stedet for om et job med mennesker. Helt i 60’ernes ånd får hun tilbudt stillingen som en mands kvinde. I den tids terminologi børnepasser-madlaver-onsdags-hurtigt-knald-hustru.
Endnu engang flygter Annie og mødes med den uansvarlige sanger, Anders. Også her oplever hun imidlertid at bliver sat ind i andres systemer, som hun må underordne sig. Når Anders i Nicolai Jandorfs skikkelse første gang giver Duerne flyver er det med masser af dramatisk rockguitar.
Nok så betegnende bliver den senere gentaget som ballade. Nogle melodier er for ikoniske til, at man kan røre ved dem for alvor.
Musikalsk, sjov, underholdende
Jeg er sgu’ min egen er stadig voldsomt musikalsk. Der er sjove optrin med både verbal og fysisk humor – her skiller Maria Askehave sig ud som den emsige værge – men et friere forhold til forlægget (og tiden), hvor temaerne blev flyttet mere op til vores online-tidsalder, ville have klædt forestillingen.
Som det er, er Jeg er sgu’ min egen flot, underholdende og musikalsk. Og Mathilde Passer får fortjent en plads i rampelyset, der lover mere fra hendes side. Oprørsk … det kan man til gengæld ikke kalde den.
Jeg er sgu’ min egen spiller på Nørrebro Teater til 13. april
Instruktion: Niclas Bendixen
Med: Mathilde Passer, Marie Askehave, Anne Sofie Espersen, Tom Jensen, Morten Hemmingsen, Nicolai Jandorf
Baseret på filmen Jeg er sgu min egen af Klaus Rifbjerg
Musik: Bent Fabricius-Bjerre, arrangeret af Søren Graversen