TEATER // ANMELDELSE – En times enetale … og fem minutter. Men det er svært at måle tiden, når al koncentration er på en enlig skikkelse på scenen og hans beretning om menneskelig fornedrelse i koncentrationslejren: Hvis dette er et menneske. Det er der en pointe i.
Jens Albinus gentager på Husets Teater sin kraftpræstation med monologen Hvis dette er et menneske. Den samme monolog, som han for små ti år siden første gang opførte på Det kgl. Teater.
Den italienske kemiker Primo Levis beretning om små to års overlevelse i Auschwitz er rystende. Den lægger ikke noget til vores historiske viden om rædslerne. Men den kommer ind i den menneskelige psyke, når alt er reduceret til overlevelse.
Her kommer tidsopfattelsen ind i billedet. Overlevelse handler ikke om dage og uger, men om en skovlfuld jord efter en anden. Om at sætte en fod foran den anden. Om at se frem til aftenens tynde suppe. Måske at tiltuske sig en ekstra brødration.
Hvis du kan slippe afsted med at stjæle, så gør du det. Måske en stump snor, måske en knap. Alt kan give en fordel. Hellere for mig end dig.
Menneskeligheden i Hvis dette er et menneske
Og alligevel er der en menneskelighed.
Når der intet materielt er at give, kan fangerne dele ord. Drømme om mad. Familiemiddage i fred og ro. Verdenslitteraturens store digtere. Herunder en besværgelse om ikke at glemme, men at fortælle videre.
Jens Albinus fortæller. Hvordan han formår at rumme alle disse ord, er svært at forstå. De leveres nogle gange tonløst, resigneret. Nogle gange med vrede. Nogle gange med varme. På scenen står en karaffel vand. Han tømmer den næsten på en time. Til gengæld er skjorten våd af sved.
Dette er et menneske.
Mindre kan teater ikke være. Men stort er det alligevel. Fire stjerner til Hvis dette er et menneske og rejsen ind i menneskets selvopholdelsesdrift. Måske vores menneskelighed.
Anmeldelsen har tidligere været bragt i POV International Instagram
Hvis dette er et menneskespiller spiller på Husets Teater til 13. april + 1.-15. maj
Med: Jens Albinus.
Manuskript: Jens Albinus efter Primo Levi
Foto: Kenneth Havgaard