Jeg må blankt indrømme, at jeg aldrig har læst en linje af Michael Strunge. Alligevel genkender jeg ordene, stemningen, stilen i dokumentarfilmen Væbnet med ord og vinger. Hvilket meget godt illustrerer, at Strunge som digter var sin generations stemme.
Instruktøren Torben Skjødt Jensen tilhører præcis samme generation (begge født 1958), og mens Michael Strunge skrev sine digte, eksperimenterede han med kunstvideoproduktioner på filmværkstederne. Begge i øvrigt med stor fascination af David Bowie. Strunge tog sit eget liv som 27-årig. Skjødt Jensen er her stadig. Selv om stilen har udviklet sig, så kan han trække på billedsproget fra dengang og suge publikum tilbage til 80’erne og komme ganske nær på digteren.
En lang række digterkolleger samt Strunges første kæreste giver meget ufiltrerede erindringer om deres tid med Michael Strunge. Alle meget kærlige. Mange nævner ham som et behageligt og rummeligt menneske – en bruger begrebet ’nobel’. De omtaler ham samtidig som opslidende, når han både i maniske og depressive perioder sled dem op med natlige telefonsamtaler.
Alle vidste, at han var syg. Han vidste selv, at han var syg. Han valgte ikke at lade sig medicinere, fordi hans kunst kun flød, når han var sig selv. Og ingen kunne overbevise ham om andet. Heller ikke de mennesker, der elskede ham højest.
Væbnet med ord og vinger er mere end et portræt
To ting hæver Væbnet med ord og vinger op over et almindeligt portræt. For det første benytter filmen utallige lydoptagelser (og enkelt filmoptagelser) af Michael Strunge, så han bliver sin egen fortæller. Det ville han have elsket! For det andet bliver flere af hans digte “filmatiseret” med skuespillere, der agerer “handlingen” på surrealistiske scener. Dét er stærkt.
Torben Skjødt Jensen har sagt, at Strunges digte er nemme at læse, fordi de skaber billeder. Det gør de i hvert fald for ham, og effekten af filmdigtene er slående.
Klipning, lag-på-lag billeder, overlappende lyd, musik, billeder fra dengang. Alt sammen sætter publikum tilbage til 80’erne, hvor Michael Strunge hang ud på Café Sommersko og Dan Turell, redigerede Sidegaden, og – som de andre digterspirer – levede af ingenting, mens han skrev hele natten.
En forførende tidsrejse
Strunges livsvidner, skolekammerater, digtervenner og hans kæreste, Inge, fortæller (ofte meget morsomme) anekdoter, så man sidder tilbage med et samlet billede af mennesket og kunstneren Michael Strunge … i det omfang de to overhovedet kan skilles fra hinanden.
Absolut en seværdig indføring i et digterliv for de, der har Michael Strunge på pensum. For os, der har oplevet 80’erne, er det tillige en forførende tidsrejse, der understreger, at ja, Michael Strunge var sin generations stemme i et med tidsånden … uanset om vi har læst ham eller ej.