TEATER // ANMELDELSE – Nørrebro Teaters opsætning af Vi betaler ikke kan stå som et skoleeksempel på, hvordan man opdaterer ældre dramatik. Timingen oven på den seneste inflationsbølge er perfekt. Små indskudte bemærkninger placerer imidlertid forestillingen lige midt i en dansk dagligdag anno 2023.

Vi betaler ikke er skabt af Dario Fo og Franca Rame i 1974. Vel også et kriseår – i Italien såvel som i oliekrisens Danmark. I Joy-Maria Frederiksens opsætning på Nørrebro Teater placeres vi imidlertid i Danmark og i 2023.

Man mærker den store humorist og klovn-af-hjertet, Dario Fo, bag oplægget. Han havde stor indflydelse på en generation af skuespillere og komikere med sin teknik. Politisk var han også, men i hans version er agit prop bestemt ikke kedeligt.

Vi betaler ikke i gakket slapstickstil

Alle spiller forrygende gakket i slapstickstil på Nørrebro Teater . Prisen må dog gå til Mikkel Becker Hilgart, der spiller fire roller, hvilket ikke går ubemærket hen blandt de øvrige figurer. Den fysiske lighed kommenteres hele tiden.

Men ellers er det alvorligt nok. En gruppe kvinder har i protest mod prisstigninger, der langt overhaler lønstigningerne, valgt at tage selv: Hvis vi ikke bliver ordentlige betalt, så betaler vi ikke. Men det vil Annette helst ikke afsløre over for sin regelrytter af en mand, Michael.

Vi betaler ikke - Lone Rødbroe og Anne Laybourn

De stjålne varer skal fragtes videre uden at politiet opdager noget … og de vil vel nødig anklages for at gramse på gravide kvinder. Foto: Emilia Therese

Tilføj Michaels knapt så regelrette kollega, dennes kone samt politiet, der skal opretholde ordenen. Og en meget alternativ teori om pludselig graviditet, fødsler og surrogatmødre. … OK, forestillingen er mest humor, men på en seriøs baggrund.

Dette er en let udvidet version af anmeldelsen i Kulturlisten på POV.international.

_______________________________________________________________________________________________________________

Vi betaler ikke spiller på Nørrebro Teater til 28. oktober.

Med: Lone Rødboe, Thomas Mørk, Mikkel Becker Hilgart, Anne Laybourn, Asbjørn Krogh Nissen

Manuskript: Franca Rame og Darion Fo

Bearbejdelse: Peter Dupont Weiss, Joy-Maria Frederiksen, Mads Wittrup Andersen

Instruktion: Joy-Maria Frederiksen