TEATER // ANMELDELSE – Det er næsten for nemt. Tag 23 gennemprøvede hits og skriv en handling, hvor de kan passe. Det fungerer imidlertid perfekt, når der på scenen skabes modbilleder til det indiskutabelt banale og som regel tænderskærende sentimentale i Giro 413-repertoiret.

Måske skal vi lade folket bestemme, hvad der er folkeligt. Repertoiret i DR’s Giro 413 spænder vidt og afspejler, hvad folk gerne ville høre som kommentar til forskellige livsbegivenheder, hvor der blev samlet ind i en kop.

Folkets fortolkning

Kim Larsen tog det ilde op, at hans Om lidt blev danskernes foretrukne begravelsessang. Men når en kunstner har udgivet sit værk, tilhører det publikum, og det er deres tolkning, der gælder. Det er derfor lytterne i årtier kunne presse I en sal på et hospital og 25 minutter endnu ind i samme program.

Handlingen i Så længe mit hjerte slår er præcis så banal, som den skal være – en ulykkelig kærlighedsintrige mellem Marie Mondrup og Tom Jensen. Nogle gange gør den svinkeærinder, fordi en bestemt sang skal med. Det er lidt for meget af det gode. Der kunne være dræbt et par darlings uden, at det ville skade.

Sonja Oppenhagen og Troels II Munk giver den oplagte brug af “Den allersidste dans” i en dødsscene værdighed og elegance

Nogle gange spilles teksten meget bogstaveligt. Det virker som meget med mere på. Men det er svært at nægte Sonja Oppenhagens demente Hedvig en stjernestund til afdansningsbal i guldlamé til Den allersidste dans. Hun brillerer i øvrigt ved både at spille denne skrøbelige figur og hovedpersonens dominerende mor.

Hjerte rimer ikke altid på smerte

Der, hvor Så længe mit hjerte slår fungerer bedst, er i de overraskende modbilleder. Velkommen til verden koblet med død. Pensionistvisen koblet til den moderne kernefamilie. Er du dus med himlens fugle med en invalid krigsveteran.

I den humoristiske ende nærmer nogle af fortolkningerne sig det smågeniale: Rør ved mig, Se Venedig og dø, Heksedansen og 25 minutter endnu skal nok – som det hedder – sikre et lille smil til det gråvejr hos publikum. Eller skraldgrin.

Pensionistvisens trummerum overført til kernefamiliens spænde(strik)trøje er et sjovt og smågenialt træk. Som visuel humor dog nok trumfet af topbilledet; Se Venedig og dø som … ja

I hvert fald for den ældre del af befolkningen vil sangene vække genklang. Måske ikke som deres foretrukne sange. Måske ikke som sange, de vil stå ved, at de holder af. Men i hvert fald som sange, der har lagret sig i hukommelsen.

Kitsch og guilty pleasures

Kitsch? Måske. Men det er netop det, der nogle gange er det geniale ved popsange, at de trænger ind i noget medfødt kitschet i vores sjæl. Og så er det egentlig lige meget om du elsker To lys på et bord eller har den som en ”guilty pleasure”.

Uanset om det er ”meget med mere på” eller modbilleder, så kaster forestillingen lys på, hvad det er, der rører os, vækker genklang, rusker op i minder, smerte og drømme. Og det er Fandens underholdende til fire folkelige stjerner.

Så længe mit hjerte slår er på turné ti 12. december og spiller derefter på Folketeatret 16. januar – 23. februar

Instruktion & dramatiker: Heinrich Christensen

Med: Marie Mondrup, Tom Jensen, Jesper Riefensthal, Rasmus Fruergaard, Morten Christensen, Troel II Munk, Sonja Oppenhagen, Søren Birch Plum, Marie Nørgaard.

Foto: Thomas Petri

Denne anmeldelse er en længere version af anmeldelse offentliggjort på POV International instagram.