CPH STAGE // ANMELDELSE – En moden Kirsten Walther – hele Danmarks Yvonne fra Olsen Banden – skal indstudere en seriøs rolle, men kæmper med forventningerne om at være den sjove, frække og farvestrålende stjerne og med private psykiske problemer. Og med en direktør, der vil malke hendes berømmelse. Det er ikke et Lystspil.
Lystspil kæmper med nogle tunge klicheer. Vi ved jo alle sammen godt, at klovnen græder bag sin maske. Vi ved, at journalister bare vil have slibrige sensationshistorier. Vi ved, at teaterdirektører er sleske, manipulerende grisebasser.
Men sandt er det, at Kirsten Walther i sine sidste år trak sin lidt tilbage fra sin stjernestatus for at hellige sig familien, og at hun havde psykiske problemer. Nå ja … den med sensationshungrende journalister er måske heller ikke altid en kliché.
Lystspil om en hård branche
I virkeligheden er det ikke så afgørende, at det netop er Kirsten Walther, det handler om. I virkeligheden kunne Lotte Munk på scenen være en hvilken som helst skuespillerinde i en branche, der er hård ved midaldrende skuespillerinder og har sin del #metoo. Næppe mindre for 40 år siden.
En stjerne er et værdifuldt aktiv. Hun skaber overskrifter, hun sælger billetter. Giv hende lidt flere piller, giv hende en drink, giv hende et sexet kostume. Det sælger også. Det er ligegyldigt, hvad pressen skriver – bare der er gode billeder.
Så er det måske ikke så mærkeligt, at skuespilleren forsvinder ind bag det skjold, som rollen er.
I dette tilfælde er rollen en luder, Julia (nej, ikke Frk. Julie, som dummernikken af en journalist tror), så titlens Lystspil har en dobbelt betydning. Men nej, heller ikke Julias historie er lystig.
Lotte Munk er fremragende i sin dobbelte persona, men kan ikke trække teksten op til mere end tre stjerner.
Lystspil spiller på Teatret ved Sorte Hest til 29. maj
Med: Lotte Munk, Christian Damsgaard
Instruktør: Per Frohn
Dramatiker: Emilie Nordentoft
Anmeldelsen har tidligere været bragt på POV international instagram
foto: PR