TEATER // ANMELDELSE – Der var på forhånd udsolgt, da Teater Nordkraft gæstede Teater Grob med Dig og mig ved daggry på CHP Stage for to år siden.  Den roste dramatisering af Glenn Ringtveds og Sanne Munk Jensens ungdomsroman spillede også for fulde og udvidede “virtuelle” huse i Aalborg her under corona-lukningen.  Nu er chancen der for at fange en genopsætning på Teater V i Valby.⠀

Det er stærke sager. En desperado-historie om ung kærlighed, der starter med afslutningen; den unge Louise bliver kørt ind på lighuset, stadig lænket i håndjern til sin elskede Liam. De har kastet sig ud fra Limfjordsbroen i håbet om at kunne være sammen for evigt. Som en moderne Romeo og Julie.

Derfra er Louises spøgelse guide tilbage gennem historien; på den ene side som vogter for de efterladte og deres smerte, på den anden side som fortæller af begivenhederne, der ledte op til selvmordet. Det lykkes imponerende nok de fem skuespiller at træde ind og ud af de mange roller uden at vi et sekund er i tvivl om, hvem de er.⠀

Dig og mig ved daggry giver ingen nåde

Det er dramatiske sager om en knægt med store drømme, men uden de store muligheder, så han tager genvejen over narkokriminalitet. Og altså om Louise, der nok kommer fra et ”pænt” hjem, men altid har følt sig udenfor.⠀

Fortiden kan vi ikke lave om på. Den historie går sin nådesløse og uafvendelig gang mod det resultat, vi kender. Dig og mig ved daggry giver ingen nåde. Men kan de efterladte i deres søgen efter en mening med de to unges død nå en forløsning?⠀

Skuespillere: Jacque Lauritsen, Lærke Schjærff Engelbrecht, Jela Natius, Alexander Clement, Petrine Agger.

Denne anmeldelse er en bearbejdning af POV Internationals instagram overvågning af CPH Stage 2018

Foto: Louise Dybbro