TEATER // ANMELDELSE – Performance-forestillingen Gilgamesh er 3½ timers totalteater med film, musik, dans og tale samt naturligvis publikumsinddragelse. Det er også en fascinerende introduktion til en årtusinder gammel legende, som – måske – vil os noget i dag.
”Hvad der sker i Logen, bliver i Logen”, instrueres publikum inden det hele starter. Hvis vi da ikke skal se introduktionen som en del af forestillingen, for undervejs er der et stærkt meta-lag, hvor skuespillerne kommenterer rollerne, eller figurerne kommenterer andre figurer, som principielt kan være dem selv, fordi skuespillerne hele tiden bytter roller.
Nå, tilbage til introduktionen: Vi advares om at der vil være røg, stroboskoplys, anstødeligt sprog (f-ordet i mange variationer) samt både afklædthed og påklædthed. Så har vi i den politiske korrektheds navn taget forbehold for alt, og har ikke ansvar for noget. Men i øvrigt: ”Hvad der sker i Logen, bliver i Logen”.
Gilgamesh i myter og kilder
Forestillingen Gilgamesh refererer til det sumeriske epos af samme navn. Tager vi de historiske/arkæologiske briller på, så kan halvguden Gilgamesh sagtens være bygget over en konge af Uruk (i dag i det sydlige Irak), som levede nogle hundrede år, før eposset blev nedskrevet på lertavler. Så vi kan sige både en 4.000 og 4.700 år gammel historie.
Det var en anden tid, som vi plejer at sige. Halvguden (eller mere præcist i eposset 2/3-guden) Gilgamesh tæver alle de unge mænd og ligger med alle de unge kvinder. Kvinderne (!) beder gudinderne om hjælp, så de skaber den vilde mand Enkidu. Han bliver siden forført (altså igen ved kvindelig mellemkomst) til at tage til Uruk og slås med Gilgamesh.
Men som det er med mænd, bliver de to kæmper gode venner, da de er færdige med at slås. Derfor tager de ud for at besejre ”monsteret” Ubabba i ”cedertræskoven”. Præcis hvorfor de gør det, er uklart. Det er måske bare sådan noget episke helte gør.
Storfilmen Gilgamesh
Introduktionen lover os også ”storfilmen Gilgamesh” og uden at røbe for meget, så starter vi faktisk med en filmforevisning, hvor en grotesk maskeret figur tramper rundt i Faxe Kalkbrud, mens vi får fortællingen om Gilgamesh. Ironisk pompøst.
Det samme gælder introduktionen af instruktøren af dette storværk til et liveinterview til en filmfestival. Intervieweren taler engelsk, instruktøren får hvisket en oversættelse i øret af en assistent og svarer så på dansk. Hvad intervieweren tydeligvis ikke forstår så meget af. Kombinationen af megalomane kunstnere og festivalernes sprogforbistring er i sig selv en skøn parodi.
Og så begynder det virkelig at blive mærkeligt med en vandring ind i et univers, hvor skuespillerne går rundt blandt publikum, og publikum bliver involveret i handlingen. Men hvad der sker i Logen …
Maskespil
Logen leger med alle teatrets virkemidler. Lyd og lys, dans og tale, sær scenografi og overraskende måder at bruge kendte materialer. Hvad det sidste angår, er maskeringen som Gilgamesh efter al sandsynlighed Halloween-masker fra en spøg og skæmt butik. Det viltre hår og de stirrende øjne svarer sjovt nok ganske godt til mesopotamiske fremstillinger af ham, som vi kender fra arkæologiske udgravninger i nyere tid.
Samme sted har de sikkert fundet den muskuløse bodybuildertorso, som skuespillerne på skift ifører sig, når de skal være Gilgamesh (eller den megalomane instruktør). Kostumerne gør, at skuespillerne kan skifte roller og køn, som det nu passer.
Nogle gange lægger de også maskerne, og bliver skuespillerne, der søger hjælp hos publikum eller giver regibemærkninger til hinanden. Uden at vi som publikum kan være helt sikre på, om de retter en teknisk fejl, eller om det er et planlagt brud i ”handlingen”. En slags Verfremdung. Vi ved godt, det er skuespil, skuespillerne ved, at vi ved det, men vi hænger andægtigt på for at se, hvor det hele ender.
Fortid og nutid
Og så er der ellers fri fortolkning.
Gilgamesh og Enkidu nøjes ikke med, at slå Ubabba ihjel. De slår også hendes syv børn ihjel. Og de fælder cedertræskoven. Hvis det minder om menneskets fremfærd i krig, og vores rovdrift på miljøet, så er det nok ikke helt forkert. Det er heller ikke til at tage fejl af, at begge helte er voldsomt maskuline.
Gilgamesh giver ingen facitliste. Vi må danne vores egen mening ud fra det sted, hvor vi er i dag. Men det er ret indlysende, at vores tolkning af forestillingen og oldtidens tolkning af eposset nok ikke går i samme retning. Religiøse overbevisninger afspejler det samfund, de eksisterer i.
Nok var de sumeriske præstekonger almægtige, men de skulle holde sig gode venner med guderne – for eksempel ved orgiastisk fejring af gudinden Inanna. Kan vi læse en magtforskydning mellem guddommene ind i drabet på Ubabba? Og dermed i samfundet? Altså med moderne øjne.
En forestilling som Gilgamesh lever på sin fascinationskraft. Det er vildt og vanvittigt. Der er også et blink i øjet, ikke mindst fordi Logen udmærket er klar over, at de ikke har budget til ”storfilmen”. Resultatet er voldsomt underholdende på den mærkelige måde. Og måske liiige en halv time for langt. Men enhver kan se, at skuespillerne er mindst lige så udkørte som publikum, når vi klapper til sidst.
GILGAMESH
Spiller på Teater S/H til 19. oktober
Af performancekollektivet Logen: Anja Behrens, Patrick Baurichter, Nathalie Mellbye
Med gæsterne: Bjørn-Mynte Paulse, Christine Sønderris, Joelle McGovern Serret, Lorenzo Colombo
Gilgamesh er anmeldt som en del af teaterstoffet i POV International, men bliver af pladshensyn bragt her på siden.