Olaf Johannessen fejrer en ny triumf. Ikke viljens triumf, men det fysiske skuespils. Hans take på Charlie Chaplins lille vagabond er mesterlig og rummer både absurditeten og poesien. Smukt matchet i øvrigt af Jesper Hyldegaard, der får sneget sin Gokke-figur ind i Diktatoren på Nørrebro Teater.
Charlie Chaplin var stumfilmstjerne. Hans humor var fysisk. Det giver næsten tårer i øjnene at se denne fysiske komik – slapstick – overført til scenen på Nørrebro Teater. Det kræver timing og stor adræthed at gennemføre disse gags live … uden at medspillerne kommer alt for meget til. Bevares; stegepander og blikspande er givetvis af gummi, men med geräusch (lydeffekter) fra pianisten på scenen, lader vi os overbevise om, at de nazistiske stormtropper får en ordentlig en på hatten.
Diktatoren – Chaplin taler
Chaplins Diktatoren var faktisk en talefilm, og ikke nogen dårlig sådan. Der er også megen vid i dialogen, der sine steder er opdateret med ret åbenlyse vink til nutiden. Nødvendigvis! Da Chaplin skrev sin historie, var 2. Verdenskrig ikke begyndt endnu og nazismens rædsler ikke for alvor kendt. Vi ser historien i bagklogskabens lys. Vi behøver strengt taget ikke Chaplins figenblad med at kalde landet Tomania og diktatoren Hynkel (men ingen grund til at trække Hitler-kortet!).
Men gribende og grundlæggende morsom er historien alligevel. På den ene side den lille barber, der kæmper tappert i 1. Verdenskrig (og modtager et jernkors), men mister hukommelsen, og derfor intet forstår, da han mange år senere vender hjem til en ny virkelighed, hvor hans dobbeltgænger Hynkel har taget magten og forfølger jøderne. De to spor blandes selvfølgelig.
Olaf Johannessen bærer det hele hjem i en pragtpræstation som barberen/Hynkel godt sekunderet af Jesper Hyldegaard, der forvandler den jødiske forretningsmand Hr. Jaeckel til en Gokke-figur. Gokke – Oliver Hardy – huskes måske bedst for sine senere film, hvor dialogen med Gøg – Stan Laurel – blev udviklet til komisk perfektion, men stadig med masser af fysisk komik. Hyldegaard rammer plet med sin mimik … og bærer i øvrigt også rollen som hemmelig agent og som diktatoren Napolinis kone hjem med triumf.
Hommage til slapstick
Så skal Søren Pilmark som Napolini selvfølgelig også nævnes – her spillet med et gran af Ørkenens Sønner over sig – og Peter Zandersen som sergent i stormtropperne og meget morsomt ekko til Hynkels taler.
Der er naturligvis et element af hyldest – hommage – i forestillingen. Men selv om vi kender handlingen, og mange af de ældre også erindrer de enkelte gags, så kalder de på latteren. Klukkende, perlende, befriende. Det er ikke morsomt, at en mand falder i en bananskræl. Men måden, han falder, kan være det.
Diktatoren på Nørrebro Teater er måske ikke en sjov historie … men måden, den bliver fortalt på, er!
Diktatoren er instrueret af Nikolaj Cederholm genopsættes 25. maj – 9. juni.
Foto: Büro Jantzen