TEATER // ANMELDELSE – Fortid og nutid glider sammen i et dirrende nu på Teatret ved Sorte Hest, når Nicolas Bro fremfører Anders Abildgaards langdigt IBIS, som i sig selv er en re-materialisering af Ovids smædedigt mod en ikke navngivet fjende. Hvorfra alt dette had, tvinges man til at spørge.
Nej, det handler ikke om en fugl, altså Ægyptens hellige ibis. IBIS er latin – en bøjning af eo, jeg går – anden person, bydeform = du vil gå. Hvem denne person er, får vi aldrig at vide. De lærde skændes stadig om, hvem Ovid tænkte på, da han skrev sit digt fra sit eksil i Tomis, nutidens Constanta i Rumænien, engang ved vor tidsregnings begyndelse.
Okay, det er ikke os i publikum, Nicolas Bro er vred på. Han stræder ind på scenen – et forførende fredeligt rum, men med et fordrejet perspektiv, som den faste gæst på Teatret ved Sorte Hest måske vil genkende fra Mens vi venter på Godot – klædt i bjørnedragt og virker ærlig talt lidt forvirret over, hvor han er. Er han gået forkert?
Pæn og fattet ser han ud, men på scenen giver Nicolas Bro den hele armen uden forfængelighed og med 100 % nærvær. Foto: Robin Skjoldborg
Men uanset, hvem ”du” er i IBIS, så er Nicolas Bro godt nok vred. Han nedkalder alskens ulykker over hans (eller hendes) hoved. Selv om det hverken er mig eller dig i publikum, det går ud over, så føles det lidt som at blive skældt ud af en voksen, en lærer, en oversergent eller i det hele taget en person, som vi ikke tør sige imod. Eller afbryde.
Skuespillets kongedisciplin
Så vi sidder i teatret og tager imod næsten halvanden times forbandelser, hvoraf nogle – med reference til Ovid – tager deres afsæt i antikke myter, andre i moderne grusomheder. Hvad grotesk opfindsomhed angår, står myterne ikke tilbage for nutidens tortur- og henrettelsesmetoder. Eller omvendt. Vi får også en meget grafisk beskrivelse af waterboarding. Anders Abildgaard sparer os ikke. Det gør Nicolas Bro heller ikke.
Men hvem pokker sætter sig ned med en bog og læser sådan en sviner? Eller går i teatret efter den? Det sidste kan vi sagtens forklare med, at vi gerne vil se Nicolas Bro. Hans talent fornægter sig naturligvis heller ikke i denne monolog – skuespillernes kongedisciplin. Han nøjes nemlig ikke med at deklamere digtet, men udlever vreden som fornemt skuespil.
Det sidste er karakteristisk for Teatret ved Sorte Hest. Ud over at have en stolt tradition for at spille absurd teater, så giver teatret som regel skuespillerne lov til at brillere med deres metier. Det er en intim scene, hvor vi som publikum dårligt kan lade være med at føle, at skuespillerne taler direkte til os – til dig, til mig – som om vi havde betalt for en privat performance hjemme i stuen.
IBIS – så er man advaret
I tilfældet med IBIS, deklarerer instruktøren (og teaterdirektøren) Maria Vinterberg ligefrem, at dette måske ikke er teater for alle. Hun refererer til Smuk Fest, hvor Iggy Pop optrådte for et publikum på måske 1.000 mennesker, mens 40.000 fulgte Nik & Jay. Han var godt nok ikke vred over det – medmindre han da kanaliserede vreden over i at give sit livs koncert.
Så måske er IBIS teater for alle, hvis vi er klar til at blive udfordret. Men – som undertitlen lyder – ”så er man advaret”.
Forvirret. En forklaring er nok lige så nyttig som en paraply indendørs – men ellers skal der nok ikke lægges så meget i billedet. Foto: Robin Skjoldborg
Det er lige præcis det, der sker Nicolas Bros fremførelse af IBIS, fordi han kanaliserer vreden, så den bliver godt teater. Det lyder ikke som et digt, men mere som et forpint menneskes stream-of-consciousness rablerier, hvor han lejlighedsvis stopper og søger efter ordene for så – med et pludseligt udfald – at springe i en ny retning.
IBIS bringer oldtiden tættere på
Hvad skal vi så med IBIS? Hvis vi vender tilbage til Ovid, så var han blevet ramt af den værste straf, en romer kunne forestille sig, nemlig ikke at kunne være romer. Han var blevet fjernet fra, hvad der i hans øjne var verdens centrum og sendt til imperiets fjerneste afkrog. Bagtalt af sine fjender, svigtet af sine venner og forfulgt af myndighederne. Her er det ikke svært at se, hvor vreden stammer fra.
Men vi behøver ikke en klassisk dannelse for at følge med. Vi behøver ikke at kende Ovid, som i parentes bemærket mest er kendt for sine Metamorfoser, hvoraf digtet om Pyramus et Thisbe er forlægget for Romeo og Julie. Nå ja – så kender vi ham nok alligevel en smule.
IBIS indeholder som nævnt en god håndfuld referencer til oldtidens mytestof. En del af disse myter kender vi godt. Nogle gange uden vi kender det klassiske ophav. Vi kender måske moderne historier, der er genfortællinger af dem i en ramme, der er genkendelig for os.
Således indeholder Anders Abildgaards version af IBIS også et nutidigt spor (anno 2016), der refererer til vor tids grusomheder og ikke navngivne, men dog genkendelige personer. Lejlighedsvis med lidt humoristiske overtoner. Der er en åbning for os alle.
På den måde er både digtet og Nicolas Bros inkarnation et godt eksempel på, at vi på godt og ondt står på skuldrene af en europæisk kultur. Vi får afgjort mest ud af forestillingen, når vi har antennerne ude.
Hvem er Nicolas Bro?
I alle tilfælde genfinder vi den samme smerte i Nicolas Bro som i Ovid, når hans udladninger nærmest tømmer ham for energi, som han står kampsvedende på scenen. Når han skal lide, så skal hans fjender bestemt ikke dø i synden. Der er et element af det mellemøstlige talionsprincip i det – øje for øje – så straffen skal afspejle forbrydelsen.
Psykologen vil påpege, at når vi retter en anklagende finger mod andre, så peger de tre fingre tilbage mod os selv. Nicolas Bros jeg i IBIS er ikke defineret, men han kaster i hvert fald al sin smerte i hovedet på publikum. Foto: Robin Skjoldborg
Vreden er en stærk kraft i os. Som alle følelser kan den bruges på forskellige måder. Den kan bruges konstruktivt til at sætte grænser, så andre ikke forgriber sig på os, men den kan også bruges destruktivt, når vi retter den udad og straffer, nedbryder og ødelægger andre. Eller for den sags skyld, når vi vender den indad.
Hvilket selvfølgelig efterlader os med et stort spørgsmål med IBIS. For hvem er den vrede mand, som Nicolas Bro inkarnerer. Ja, for man kan dårligt forestille sig, at det skulle være en kvinde, selv om ”Helvede ikke kender nogen vrede, som en svigtet kvindes”. Du kan vælge den psykologiske vinkel. Jeg hælder muligvis (også) til en politisk vinkel (jf. bjørnen), men … se selv, hvis du kan klare en halvanden times sviner. Så er man advaret.
Spiller på Teatret ved Sorte Hest til 5. december
Med: Nicolas Bro
Dramatisering og iscenesættelse: Maria Vinterberg
Manuskript: Anders Abildgaard
Topfoto: Robin Skjoldborg
Anmeldelsen vil blive delt på POV.international i den kommende uge