TEATER // ANMELDELSE – Det er vigtigt at huske klassikerne, siger Winnie i Samuel Becketts Glade dage, som i sig selv er blevet en klassiker. I sin seneste inkarnation på Folketeatret er der dagsaktuelle referencer til krig og klimaforandringer i scenografien, men mest af alt handler det om at overleve i eksistentiel ensomhed, skriver Steen Blendstrup
Der var engang … Alting var bedre i gamle dage … Kan du huske dengang da … Og har du nogensinde tænkt over hvor meget af dig – det menneske, du er i dag – der består af det liv, du har levet? Og af de mennesker, du har mødt på din vej? Øjne, der har set dine øjne?
Minderne har vi da lov at ha’, må nærmest være Winnies mantra. Hun sidder i et surrealistisk limbo – som har ubehagelige overtoner af Ukraine-krig, Gaza, klimaforandringer og andre aktuelle dommedagsscenarier – og mindes de Glade dage. Hun sidder begravet til babserne og snakker, mens hun gennemgår den daglige rutine – ligesom alle de andre dage.
Indimellem taler hun til sin mand, Willie, der ligger på en ramponeret sofa. Ikke at hun forventer et svar. Men selv et grynt eller enstavelsesord som svar er nok til nærmest at hensætte hende i ekstatisk lykke. Ud over Willie, som hun også nogle gange herser med, er hendes eneste adspredelse en pose med skattede ejendele, som hun nærmest rituelt tager frem og omhyggeligt lægger tilbage inden solnedgang.
For i morgen begynder det forfra.
Glade dage trods eksistentiel ensomhed
Det er ikke svært at se lighederne mellem Glade Dage og Becketts anden store absurde klassiker, Mens vi venter på Godot. Begge steder hænger figurerne fast i en evigt gentaget cyklus. Men Gogo og Didi i sidstnævnte har hinanden at spille op imod og det kan i hvert fald spilles sjovt. Winnie er – næsten – alene. Der er ikke så meget at grine ad. Så Glade dage er mest en absurd tragedie om eksistentiel ensomhed.
Winnie kæmper med den brændende sol og sin parasol i “Glade dage” på Folketeatret. Foto: Büro Jantzen
Lone Rødbroe spiller Winnie med stoisk munterhed. Hvis vi skræller den dystre scenografi fra, så kunne det være fortidens hjemmegående husmor, der snakkede med nabokonen over hækken. Ja, hver dag ligner den foregående og den næste, men hun har da i hvert fald sin Willie inde på sofaen (det dovne drog). Så hun søger ingen reel forandring.
Skrevet i 1961 – og her i øvrigt fortsat i Klaus Rifbjergs oversættelse – handler Glade dage nok så meget om at synke ned i rutinen og lade livet passere forbi. Måske mere optagede af, om vores bedre halvdel har husket at tage skraldeposen ned i containeren, end af de store trusler ude i den store verden.
Vores eget limbo
Men hvad er det så, der holder Winnie – og alle os andre vanemennesker – oppe? Det absurde teater skræller den naturalistiske ramme væk og afslører vores eksistentielle udfordringer. I vores hverdag tænker vi sjældent over det groteske i, at det, der holder os oppe ugen igennem, er tanken om weekenden. Altså at vi reelt befinder os i limbo i fem dage, for at leve i to.
Eller for at tage det nærliggende eksempel i Glade dage, at vi går op ad hinanden mand og kone, dag ind og dag ud, men reelt ikke kommer hinanden ved. Intimiteten er måske reduceret til et pligtknald hver fjortende dag (eller slet intet). Samtalen reduceret til enetaler med et næsten udslukt håb om respons.
Du er ikke alene … eller du håber, at du ikke er det. Bo Skødebjerg har ikke mange replikker som Winnies mand Willie, men han betyder meget. Foto: Buro Jantzen
Nogle gange sker ”det vidunderlige”. Eller det er sket. I Glade dage skatter Winnie de små øjeblikke, de gode minder. Kærligheden. Det er det, der holder hende oppe. Hvis du skal være helt ærlig, så er det nok også det, du selv gør. Vi sorterer dagligt i vores erindringer, endnu mere på ugebasis, månedsbasis, årsbasis – gennem et levet liv.
Er Helvede andre mennesker?
Vi taler ofte om en absurd komedie. Det modsatte kan naturligvis også lade sig gøre. Selv om Folketeatret markedsfører Glade dage som en ”tragikomisk klassiker”, så svinger barometeret i Lene Skytts iscenesættelse som nævnt mest i retning af tragedien. Så meget desto mere er den rørende.
Uanset hvordan du fortolker Winnies relation til Willie (jeg kom selv i tanker om to-tre fortolkninger), så er det nok så meget hans tilstedeværelse, der holder hende oppe (i hvert fald til babserne). Bo Skødebjerg har ikke mange replikker i den rolle, men de er vigtige.
Winnie vil gerne have en reaktion fra Willie, så hun prikker lidt til ham. Foto: Büro Jantzen
Det er nok i det spænd, vi først og fremmest skal forstå Glade dage. At vi er mennesker, fordi vi er i en relation med andre mennesker. Nogle siger, at ”Helvede er andre mennesker”. Jeg tror, Winnie ville være uenig. Det gør det i hvert fald muligt at relatere til hendes eksistentielle ensomhed.
Hvad verdenssituationen angår, så mener Winnie ikke noget – hun har fået et sandkorn i øjet.
Hvor Samuel Beckett skrev sit skuespil i skyggen af Den kolde Krig og atomtruslen, udspiller det sig i dag snarere i klimaforandringernes nådesløse sol. Men pointen er naturligvis den samme i Folketeatrets version af Glade dage – at vi har rigelig travlt med at pille i vores egen navle.
I Got You Babe
Det absurde teater kan virke højpandet. Det er mærkeligt teater for eliten. Men når Winni tager sin spilledåse frem (hver dag) for at spille en trist lille vals, så er det svært ikke at tænke på ”I Got You Babe” og Groundhog Day. Så er vi i populærkulturen.
En trist lille vals spiller på spilledåsen – hver dag, igen og igen. Foto: Büro Jantzen
I vores dagligdag tvinges vi ikke til at gennemleve den samme dag igen og igen. Selv om det nogle gange kan føles sådan. Nogle gange kan det politiske teater – om det nu er på Christiansborg eller på verdensscenen – også virke afkoblet fra normalitet og logik. Ja, nærmest absurd. Det kan også her føles, som om det er samme scene, der opføres igen og igen.
Så kan vi vælge at grave os ned og fortsætte i hverdagens trummerum. Eller vi kan vælge at lade os udfordre af en absurd klassiker, der sætter netop den adfærd i perspektiv, som Glade dage gør. Det er nok i forvejen de færreste, der går i teatret alene, men netop i dette tilfælde vil jeg stærkt anbefale at have et andet menneske – gerne et der betyder noget for dig – i hånden og afsætte tid til en god snak bagefter. Hvilke tanker sætter Glade dage i gang hos dig?
Topfoto: Büro Jantzen – Lone Rødbroe som Winnie, der sidder i sandet under den nådesløse sol i et postapokalyptisk landskab
GLADE DAGE
Spiller på Folketeatret til 21. februar og på turné til 21. marts
Dramatiker: Samuel Beckett
Iscenesættelse: Lene Skytt
Med: Lone Rødbroe, Bo Skødebjerg
Denne anmeldelse bringes på POV International i næste weekend