SHOW // ANMELDELSE – Der findes ikke rigtig nogen pendant til Wallmans dinnershow, så det bliver en sammenligning med dagsformen mellem det ene og det andet års shows. Og med Carnival i sæson 19/20 er Wallmans i topform med musik fra populære kunstnere fra 80’erne og frem – og det bedste komiske indslag til dato.

Det går vanvittig hurtigt, når Abigail Collins folder sig ud som sit alter ego, Peggy Sued, mellem de musikalske indslag. Det flyver rundt med seksuelle dobbelttydigheder og politiske og kulturelle referencer udad, og publikum bliver gerne inddraget i hendes løjer.

Peggy Sued ankommer som skudt ud af en kanon – hvilket mislykkes og så går det sådan set bare nedad derfra med forrygende komisk timing. Abigail Collins som sit alter ego

Hun topper det hele som en exceptionel fysisk artist, der udsætter sine intetanende hjælpere fra publikum for både det ene og det andet, når hun involverer dem i en mildest talt særpræget hoolahop performance. Hun alene er næsten billetprisen værd.

Regnbue show

Men selvfølgelig handler Carnival som altid hos Wallmans om musikalske hits præsenteret af de syngende og dansende tjenere – at kunstnerne serverer er et must i konceptet.

I år er der både Eurythmics, Queen og Lady Gaga på programmet og det inviterer til en seksuelt frigjort atmosfære, hvor der er en ret flydende tilgang til køn. Det klæder showet at flirte regnbuesymbolikken og i øvrigt også at gå efter talent og stemme frem for snævre kropsidealer. Performerne er sexede i mange størrelser.

A lot of queens – Wallmans skruer op for det flydende køn med årets show.

Forskellen på Wallmans og optrædener med diverse coverbands er, at sangene fordeles på hele teamet af sangere. Med respekt for den originale kunstner underordnes sangene showets helhed – eller de kapitler, som de tilhører – og Annie Lennox’ vokal udskiftes pludselig med en mandestemme, Freddie Mercurys med en kvindestemme.

Musikvalitet og artisteri

Hvad sidstnævnte – altså Queen – angår, er der til lejligheden også indskrevet en habil guitarist, ligesom showet som helhed har glæde af ditto pianist og saxofonister. Ingen grund til at klage over den musikalske kvalitet.

Scenografien er som sædvanlig overdådig. Udnyttelsen af videoskærme er blevet perfektioneret. Den tredimensionale effekt er så god, at det er let at blive i tvivl om, hvornår det er billeder og hvornår det er fysiske genstande på scenen.

Det er artisteri af høj klasse og en lille poetisk stjernestund i showet at se Shannon og Philippe danse i segmentet When We Were Young

En fast komponent er artisteriet, som i år holdt sig ret tæt på jorden.

Artisterne Philippe Renaud og Shannon Maguire optræder dels med ”swaypoles”, dels som et poetisk indslag i settet When We Were Young, hvor de performer med en gigantisk ring, som synes at lyde deres mindste vink.  Det virker faktisk bedst at inkorporere dem i det musikalske show.

Mad i mørket

Alt sammen afvikles i løbet af aftenen, mens der serveres en 4-retters menu med militær præcision, selv om det kan være lidt uheldigt at komme sidst i en servering, hvor maden skal indtages med meget dæmpet belysning, mens showet kører. Kvaliteten er fin, men det er altså ikke for at nyde maden, man skal vælge Wallmans.

Det skulle da lige være for at indtage en fødselsdagsmiddag. I år risikerer publikum nemlig på fødselsdagen at blive inddraget i Peggy Sueds meget særprægede fejring under Celebration overskriften. Smil – du er på, og du må hellere spille med på hendes lille kagemand-show med cupcakes.

Carnival er et Wallmans show i topform, og med forbehold for, at Wallmans selvfølgelig kan overgå sig selv på et tidspunkt,  må det i sin egen kategori ende på 5 stjerner.

Foto: John Resborn