Det er noget vidunderligt legende over Grønnegårds Teatrets forestillinger. Scenen er opstillet ad hoc, vi leger kispus med det danske sommervejr, og på scenen leger skuespillerne med tekster, der har mange hundrede år på bagen. I år Shakespeares Helligtrekongersaften.

Plottet går ud på …

Nej, det handler om …

Eller rettere, det hele begynder … da den skønne Viola bliver skyllet op på en strand, reddet fra et skibbrud af narren Feste. Hun er sønderknust over, at hendes bror – måske – er druknet, men klynger sig til håbet. Foreløbig forklæder hun sig som mand, og går i tjeneste hos Orsino, hertug i Illyrien.

Viola reddes fra skibbrud af Narren Feste. Niels Ellegaard og Kathrine Greis-Rosenthal – her stadig som kvinde og i kjole (meget dannebrogsfarvet kjole)

Han er en hun

Feste på sin side søger tilbage til grevinde Olivia, som han tidligere har tjent hos, og som Orsino er brændende forelsket i. Men Olivia bærer sorg over sin brors død og er ikke interesseret i frieriet. Til gengæld kan hun dårligt få øjnene fra hertugens budbringer, Cesario – ingen anden end Viola i mandetøj.

Parallellen er klar. To kvinder i sorg. Og som Olivia bliver forgabt i Cesario, bliver Viola – som altså spiller Cesario – dybt forelsket i Orsino.

De, der fik set Shakespeare in Love på Østre Gasværk, bør kunne se, hvor det bærer hen.

Holder man i øvrigt af spekulationer om Shakespeares seksualitet, er der samtidig en tråd til den aktuelle fortolkning af Helligtrekongersaften, hvor Olivias anden bejler, Andreas Blegnæb måske mere bejler som en formssag end af ægte begær, ligesom hushovmesteren er skrevet om fra mand til kvinde – men stadig følger plottet og bilder sig ind, at hun kan vinde grevindens gunst.

Ikke så underligt, det er queer

Når Violas tvillingebror Sebastian endelig melder sig på scenen, er det under beskyttelse af Antonio, der nærer stærke følelser for den unge mand.

Al denne flydende seksualitet er selvfølgelig meget oppe i tiden og en fin nyfortolkning af Shakespeares intrige. Hvis ikke vidunderligt, så i hvert fald ”underligt” – queer på engelsk.

Problemet er bare, at Shakespeare nok er en formidabel ordsmed, hvis elegante replikker er en fornøjelse. Hans 400 år gamle vid virker bare lidt underligt i dag – i hvert fald ikke lårklaskende morsomt.

Humoren er meget robust. Ha ha, grevinden er forelsket i en kvinde, som hun tror, er en mand. Ha ha, den fimsede Blegnæb bliver udnyttet på grund af sin egen indbildskhed. Ha ha, Cesario/Viola kommer næsten til at tale over sig af sin kærlighed og fremstå som homoseksuel over for Orsino.

Kønsskifte på Malvolio

Sexakten omtales ikke direkte, men i omskrivninger, der ofte bliver meget grafisk illustreret af skuespillernes fagter (især blandt de lavere klasser). Ha ha ha!

Kønsskiftet hos hushovmesteren Malvolio/Malvolia kommer til at skurre i den sammenhæng. At hun gør sig forestillinger om, at kunne blive Olivias mand/kone/elsker/ligekvinde passer dårligt med Shakespeares heteronormative humor og samtid. Herunder den tidstypiske forestilling om, at kvindens plads var i hjemmet, under manden og juridisk afhængig af ham.

Hvad i Himlens navn Feste overhovedet gjorde ombord på skibet sammen med Viola, og hvorfor han ikke genkender hende, da hun (eller han) ankommer til Olivias hus, bliver aldrig helt klart. Men det skal jo gå op, for at pengene skal passe, når trådene endelig knyttes sammen efter et par forvekslinger mere.

Fest for øjet

Der bliver spillet med store armbevægelser under åben himmel. Kostumerne er pragtfulde – antagelig inspireret af, at handlingens Illyrien, nogenlunde det tidligere Jugoslavien, på Shakespeares tid var en del af det Osmanniske Imperium. Scenografiens bølgemotiv henviser både til forliset og til kærlighedens voldsomme dønninger.

Scenografien er overvældende med sit bølgedesign, der er fuldt knald på kostumerne og mange mennesker på scenen. En fryd for øjet.

Det er en fest for øjet. Skuespillernes energi er smittende. Ideen med at bygge videre på Shakespeares forvekslings- og kønsskiftekomedie er fin. Men den er ikke helt gennemført, når man insisterer på at forholde sig teksttro.

Sorry, så sjov er Shakespeare altså bare ikke. Humor er meget kulturbunden. Den fungerer på referencer til konventioner, der er under udvikling hele tiden. På ordspil, der er forståelige i daglig tale.

Føde for ånden

Hvis det er det gode grin, der er målet, så skal forlægget dekonstrueres og sættes i moderne kontekst – som det f.eks. skete med sommerens Stor ståhej for ingenting i Ørstedsparken.

Den smukke tradition for Grønnegårds Teatrets opsætninger i Designmuseum Danmarks have holder imidlertid stadig. Med picnic i haven før forestillingen, hvis man vil. Lidt åndelig ophøjelse kan vi godt tåle i sommervarmen, og Shakespeare er mesterligt sprog. Og lidt sjov.

Så med et smil, snarere end en latter krydser jeg fingre for smukt sommervejr og giver fire stjerner til Helligtrekongersaften.

 

Helligtrekongersaften spiller til 24. august dog ikke 8.-14. juli

Iscenesættelse: Christoffer Berdal

Med: Kathrine Greis-Rosenthal, Troels Lyby, Ann Eleonora Jørgensen, Niels Ellegaard, Laura Bro, Julie Agnete Vang, Morten Hauch-Fausbøll, Asbjørn Krogh Nissen, Anton Hjejle, Henrik Lund, Søren Birch Plum.

 

Foto: Bjarne Stæhr