Det er ikke bare de danske skuespillere; det er hele miljøet af provinsiel indspisthed og smisken for autoriteten og magten, der placerer Nikolaj Gogols komedie ”Revisoren” i en særdeles velkendt ramme. Det er dansk folkekomedie – det er russisk Matador.

Enhver, der følger en lille smule med i nyhedsstrømmen, vil vide, at korruption og svindel stadig er udbredt i Rusland i 2018. Og vil i det mindste have en mistanke om, at der også er ting i det danske system, der ikke helt tåler dagens lys. I den forstand er ”Revisoren” stadig aktuel satire.

Plottet går i sin enkelhed ud på, at myndighederne i en provinsby får et tip om, at en statsrevisor er på vej, og med sort samvittighed over deres små numre til personlig berigelse på samfundets bekostning, gør de alt for at gøre det behageligt for denne revisor, så han ikke rapporterer om dem. Problemet er, at revisoren rejser inkognito, så de antager, at en ukendt gæst på kroen er revisoren. Men giver derved alle trumferne til en gennemført svindler.

Svindleren Thure Lindhardt

Thure Lindhart spiller den unge mand, der længe ikke fatter, hvorfor alle er så flinke mod ham, men som hele tiden bliver frækkere, da han indser, hvor let spil han har. Nogle gang let måbende over, at han slipper afsted med det. Og byens korrupte øvrighedspersoner med Ole Lemmekes borgmester i spidsen kan næsten ikke få armene ned af begejstring over, at det er lykkedes dem også at korrumpere revisoren.

Humoren ligger i udleveringen af bedraget og selvbedraget. Nå ja, og så i nogle indfald af fysisk humor, som især Nikolaj Jørgensen, der faktisk ’kun’ er fjerdeårselev på Den Dansks Scenekunstskole i København, excellerer i. Det er morsomt, og skuespillerne morer sig tydeligvis med deres karakterstudier. Også selv om stykket jo per definition er lidt gammeldags. Men det er samtidig hyggeligt, hjemligt, velkendt. Der er i virkeligheden ikke længere fra Gogols Rusland til dagens Danmark … end der er fra Nørrebro Teater til Korsbæk.

Foto: Büro Jantzen