Det kan godt være, at det er Kirsten Siggaard, der skal trække publikum ind med sin popularitet og ved at have sunget Piaf siden 1991, men det er Kim Hammelsvang, der trækker energien op med sin tolkning af Aznavours sange i Piaf & Aznavour i Sceneriet under Det Ny Teater. Og så er scenen sat til parisisk boulevard-romantik med grande passion, uendelig tristesse og skamløst sentimentale chansons.

De fleste af sangene gives i dansk oversættelse. Få elementer bevares på fransk. Og så brillerer Kim Hammelsvang med et par sange på Aznavour-engelsk. Man kan have nyligt afdøde Charles Aznavour mistænkt for at holde mere fast i sin franske accent end strengt nødvendigt, men resultatet er, at sangene umiskendeligt er hans.

Imponerende er det, at Kim Hammelsvang slipper afsted med danske versioner af de snakkeafsnit – nærmest en slags rap – som Aznavour brugte i et par sange. Ordene nærmest vælter over hinanden, men det fungerer.

Fungerer det med den røde tråd i handlingen? Tja, det starter med en sang om et ungt par, der begår selvmord sammen på et hotel, og slutter med konklusionen, at den evige kærlighed kun kan findes i himlen.

Imellem de poler har Piaf-figuren og Aznavour-figuren forelsket sig i hinanden, bedraget hinanden, forladt hinanden, draget ud mod fjerne horisonter, erklæret evig kærlighed, begået jalousimord og er blevet spærret inde som sindssyge. Men de fortryder naturligvis intet.

Det er mere tableauer end handling. Og pragtfulde sange – på trods af eller netop på grund af deres skamløse sentimentalitet. Der må gerne grædes ned i rødvinen, og mon ikke røgmaskinen skal illudere, at vi alle sidder med en gauloise i flaben. Uden filter.

Fotos: Det Ny Teater

Piat & Aznavour – en hymne til kærligheden spiller på Sceneriet til 29. marts

Med: Kirsten Siggaard, Kim Hammelsvang

Instrukton: Jan Hertz

Anmeldelsen har tidligere været bragt i POV International