Flemming Jensen påstår hårdnakket, at der ikke er noget nyt i ”Mig & Ulf”, som i de kommende måneder turnerer landet rundt – kun en Greatest Hits gennemgang af hans og Ulf Pilgaards største hits. Det er ikke helt sandt: Han hiver bl.a. Amalie Fjeldmose frem som en funklende stjerne.

Ja, gamle fans af Flemming Jensen vil trække på smilebåndet bare ved nævnelse af ”Talepædagogen” og ”Elsdyret”. Han trækker endog på endnu ældre kilder fra revyens skatkammer – Kellerdirk og en gammel vise af Børge Müller fra 1947, som i Flemming Jensens hænder får fornyet aktualitet.

Den geniale træk ved ”Mig & Ulf” er at sætte disse klassikere i perspektiv ved at stille traditionen over for ungdommen. Her repræsenteret ved Amalie Fjeldmose (som nogle vi huske fra ”Skammerens datter” på Østre Gasværk). Hun kan ikke bare synge – hun har komisk timing. Hun får lov til at undergrave andægtigheden over for det originale materiale, og pludselig bliver det meget samtidigt og fuldt at satire. Og skrigende morsomt.

Det er selvfølgelig alt sammen Flemming Jensens materiale, men han træder gerne et skridt tilbage, så Amalie kan shine (og hans selv kan få vejret). Ind imellem træfsikker levering af nogle af hans klassiske tekster – jo, det er stadig morsomt.

I forhold til den danske revytradition har Flemming Jensen et ben i hver lejr. Han mestrer både satiren – som i sin natur må referere til noget tidstypisk og derfor let bliver forældet – og den mere absurde sketch og monolog. I sidstnævnte kategori med et vist slægtskab til Monty Python og britisk humor i det hele taget. Det lykkes flere gange for ham og Amalie Fjeldmose at dekonstruere hele sketch-formatet, så salen ligger flad af grin.

En tredje genre i revyen er den tænksomme vise. En tekst, der rører hjertet midt i alle grinene. Den trækker Flemming og Amalie også hjem. Det er altid meget sjovt at brokke sig over ungdommen nu om dage. Det er altid meget sjovt at gøre grin med de gamle nisser. Men det er rørende, når en generation giver faklen videre til den næste.