TEATER // ANMELDELSE – Historien om Inge Lehmann, som i 1936 kom med banebrydende beviser for, at Jorden har en fast kerne, er en god historie. Det er videnskabshistorie, og det er kvindehistorie. Det er også en ukendt historie for de fleste, og det kræver rigeligt med forklaringer. Heldigvis samler forestillingen Jordens indre op med en stærk anden akt, hvor trådene knyttes og giver mening.

Inge hvem?

Det kræver ikke så få forklaringer i første akt, at få sat på plads, at Inge Lehmann kæmpede for at få sin kolossale indsigt i Jordens geologi og jordskælv anerkendt. Ikke mindst tvivler hun på sig selv, og hun modtager bestemt ikke nogen opmuntring til sin forskning.

Skurken Niels Bohr

Hverken fra sine mandlige kolleger – eksemplificeret ved Niels Bohr – eller fra sin familie. Som søsteren Harriet er Laura Bro det komiske indslag med sin higen efter rampelyset og sin iver for at få ”afsat” Inge. Hvilket andet mål kan en kvinde vel have end at finde en mand?

Jesper Lohman er skræmmende god som en patroniserende Bohr. Intonation og gestik (ikke mindst med den evige pibe i hånden) og hans ”lille Frk. Lehmann”. Lidt uretfærdigt mod Bohr, der vist ikke specielt havde et horn i siden på Inge Lehmann, men et drama skal have sin skurk.

Samtidig gestalter han i erindringsglimt Inges far, den stort set altid fraværende professor i psykologi. Det kræver ikke en doktorgrad i psykologi at finde en forklaring på døtrenes behov for at blive set og anerkendt. Eller på den konkurrence, der eksisterer mellem søstrene.

Lille Frøken Hjejle

Endelig er der Inge selv, som spilles af Iben Hjejle i tækkelig grå spadseredragt. En uforanderlig figur på scenen, uanset om hun spiller en yngre eller en ældre Lehmann. Ved et sjovt sammentræf har Iben Hjejle netop samme alder, som Inge Lehmann havde, da hendes teori om Jordens faste kerne blev offentliggjort.

Festlig reception i den akademiske verden i USA, hvor de danske “verdensstjerner” Niels Bohr (Jesper Lohman) og Inge Lehmann (Iben Hjejle) fejres.

Der er masser drømme, tanker og flashbacks. Det er let at se hele forestillingen som Lehmanns eget tilbageblik. Hun døde i 1993. Vi ser selvfølgelig historien med en 2019-vinkel, hvor det ikke er en undtagelse at kvinder gør forskerkarriere.

Og hvor ingen vil finde på at tiltale skuespilleren ”lille Frk. Hjejle”.

Feminisme og geofysik

Selvfølgelig er der en feministisk dagsorden i Jordens indre. Der er også megen komik, hvor vi med nutidens briller kan opfatte omgangsformer som komiske. Det gælder især første akt, der mest handler om Lehmanns frustration over arbejdet, den manglende anerkendelse og forholdet til Harriet.

Samt et korrespondance-venskab med forskeren Harold Jeffreys – måske et kærlighedsforhold.

Endelig gør Jordens indre et bravt forsøg på at forklare Inge Lehmanns banebrydende teori om jordens kerne. Den videnskabelige betydning af opdagelsen er svær at gøre til super dramatisk stof. Så er det straks lettere, når det i anden akt handler om, at bruge seismiske resultater i Den Kolde Krig, nemlig til at afkode kraften af de sovjetiske atomprøvesprængninger.

Vejen frem

Her lykkes det faktisk at samle de mange tråde fra første akt. Her finder vi Inge Lehmanns motivation og hendes drømme. Her forliges konflikterne. Selv om Inge Lehmann kæmper for at kunne følge sin egen vej, må hun også acceptere, at andre vælger deres.

Jordens indre er scenografisk minimalisme: Fire stole, et bord og nogle tavler er skiftevis dagligstuer, omklædningsrum på teatret, kontoret på Geodætisk Institut, auditoriet på et amerikansk universitet, en bjergtop eller en mineskakt. Illusionen bæres af skuespillerne.

Iben Hjejle spiller i hvert fald fra helt nede i kulkælderen og op til tinderne. Nærmest undseelig i første scene, et emotionelt bål i den sidste. Sjov ind imellem.

Jordens indre vil heldigvis mere end portrættere en stor – glemt – dansker. Den har noget på hjerte – og får fire store stjerner med på vejen.

Jordens indre er på turné landet rundt til 13. november, og spiller på Folketeatret i København 15. oktober til 15. december

Med: Iben Hjejle, Jesper Lohman, Laura Bro, Troels Malling og Roberta Hilarius Reichhardt

Instruktion: Geir Sveaass

Dramatiker: Simone Isabel Nørgaard

 

Foto: Thomas Petri